Historien om Åbenkirke

Hvordan det hele begyndte

Åbenkirke blev startet i 2008 – med en længsel efter at skabe kirke for dem, der endnu ikke var i kirken.

Vi drømte om et fællesskab, hvor naboen, kollegaen og klassekammeraten ville føle sig velkommen. En kirke, der bygger bro i stedet for at grave grøfter. Hvor evangeliets invitation til alle om bare at komme kunne erstatte snakken om insidere og outsidere.

Vi ville tættere på vores by – være relevante i hverdagen og skabe et sted, hvor troen blev levende, jordnær og naturlig.

Naturligt overnaturlige
Fra begyndelsen drømte vi om at se Guds overnaturlige kraft forvandle mennesker – midt i hverdagen og gennem helt almindelige kristne.

Vi længtes efter dybe møder med Gud uden at blive mærkelige. Vi ønskede, at Hans kraft skulle være håndgribelig, nærværende og forandrende – i kirken, på arbejdet, i familien og på gaden.

Sjov at være en del af
Rejsen begyndte med mange kopper kaffe og mange samtaler. Relationer, grin og fællesskab blev fundamentet.

Vi talte om en kirke, man ikke havde lyst til at gå hjem fra – et sted fuld af latter, kærlighed og hygge.

En voksende familie

Ud fra drømmen, som begyndte i Herning i 2008, voksede visionen hurtigt videre.

I 2017 flyttede den tidligere ungdomsleder Malene Vejnø med sin familie til Zambia. Midt i mødet med mennesker dér tændtes drømmen om at se den samme forvandlende tro og fællesskab, som de havde oplevet i Danmark.


Det blev begyndelsen på et nyt kapitel:

I januar 2018 blev Åbenkirke Ndola plantet – den første internationale kirke i Åbenkirke-familien.


I september 2019 blev Åbenkirke København startet af Christina og Thomas Christensen – midt i en by, hvor mindre end én procent går i kirke.

De bar en drøm om at se Gud gøre noget stort i hovedstaden, og allerede det første år brugte Gud kirken til at bringe håbets budskab ud i hele Danmark – og faktisk helt til verdens ende.


I maj 2025 kom turen til Hillerød, hvor teamet fra København – efter tre års målrettet arbejde med at række ud i Nordsjælland – tog næste skridt og plantede en ny menighed.


Samtidig skete der nyt på Fyn:

I foråret 2025 flyttede May-Britt og Niels-Peter Hedegaard til Odense, og den 14. september blev Åbenkirke Odense en realitet.


Fra Herning til Ndola, København, Hillerød og Odense fortsætter visionen med at vokse.

I dag står Åbenkirke som flere fællesskaber med én mission – at inspirere mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus.

Midt i en pandemi
Da Åbenkirke København endnu ikke var et halvt år gammel, ramte corona-pandemien. Alt lukkede ned, og mange frygtede, at en ny kirke ikke ville overleve.
I frustration og frygt bad Christina og Thomas sammen og takkede Gud for, at Han ville bygge sin kirke.
Samme nat vågnede Thomas kl. 2 med et klart billede af en “Drive-in kirke” – en live gudstjeneste, oplevet fra bilen.
En uge senere stod de klar med tilladelser og teknik. Allerede uge to – på Palmesøndag – kom journalister fra Danmarks to største tv-stationer, og Ritzau sendte historien ud i hele verden.
Billeder fra Drive-in kirken dukkede op i medier fra Australien til Amerika – selv i New York Times.
Budskabet om håb midt i krisen blev delt i over 40 lande.

Vores mission
Ud af drømmen voksede et klart kald, som i dag opsummerer, hvem vi er:
Vi inspirerer mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus.
Vi opdagede, at meget af vores kirkebagage handlede om, hvordan vi ville have tingene.
Men vores kald er at nå dem, der endnu ikke har et kristent fællesskab eller en tro.
Vi kan ikke forvandle, helbrede eller redde nogen – men vi ved, hvem der kan.
Derfor ønsker Åbenkirke at pege mennesker mod Gud, inspirere til tro og livsforvandling, og samtidig bevare evangeliet friskt og relevant i en verden i forandring.
Vi er villige til at prøve nye ting – for at holde fast i det samme gamle budskab.
Ingen behøver at foregive noget for at være en del af Åbenkirke.
Der er ingen standarder, du skal leve op til, før du kan være med. Vi stoler på Guds nåde og kraft til at skabe forandring i menneskers liv.
Kom som du er – men forbliv ikke den samme.
Tillad Gud at røre dit liv.
Kirken er det bedste sted for fejlbehæftede mennesker at møde en perfekt Gud.

Det startede i Danmark

Fra Herning voksede drømmen om en missional kirke for “rigtige mennesker” – videre til Ndola i Zambia, København, Hillerød og Odense i Danmark.

Og hvem ved, hvor Gud vil føre os næste gang?

Du kan også blive en del af historien.

Hans historie.

Lad os tjene Gud sammen – med alt, hvad vi har.