Det jeg troede var spildt

Siden januar har jeg delt nogle af de mørkeste perioder i mit liv her på Facebook. Tider hvor alt var ved at falde fra hinanden. Hvor mørket sneg sig ind.

Smerte. Håbløshed. Bekymring. Sygdom. Frygt. Følelsen af at være blevet svigtet og smidt under bussen.

Dengang jeg stod midt i det, kunne jeg ikke se noget som helst i det. Ingen glæde. Ingen frugt. Intet liv. Det føltes bare som spild. Som død i gryden.

Det var øjeblikke, jeg ikke var stolt af. Øjeblikke, jeg helst ville glemme.

Men noget utroligt opmuntrende er sket.

De perioder, jeg oplevede som de værste tænkelige, det er dem, der nu har bragt mest liv til jer, der læser med. Forløst et spirende håb, glæde og frihed.

Det, jeg forestillede mig ville være det mest unyttige og ufrugtbare, det har Gud vendt rundt til håb midt i jeres liv. Midt i mismod. Midt i det hele.

Jeg har læst alle jeres kommentarer. Alle beskeder, I har skrevet personligt til mig. Tak til de 100+ mennesker, der i løbet af sommeren er kommet hen til mig i det danske sommerland og har mødt mig med jeres opmuntring. Der har været mange, og jeg er dybt taknemmelig for hver eneste.

Jesus siger det på en måde, jeg genkender fra mit eget liv:

„Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt.” (Joh 12,24 — BPH)

Sådan er det gået.

Alle de gange, der var død i gryden. Alle de gange, hvor bekymringer og mørke satte deres tunge aftryk. Det er præcis de dage, der nu bærer frugt hos andre.

Kornet, der ligger begravet, ser dødt ud. Men det er ikke spildt. Det er ved at bære frugt.

Jeg kom til at tænke på Viktor Frankl.

Han sad i en nazistisk koncentrationslejr. Sult, kulde, død overalt. Alt blev taget fra ham. Og alligevel opdagede han noget, ingen vagt kunne røre: en frihed inde i ham selv.

Midt i det umenneskelige forestillede han sig, at han stod efter krigen i en varm, oplyst forelæsningssal og underviste sine studerende om netop det, han gik igennem nu. Han trådte for et øjeblik ud af lejren og ind i en fremtid, hvor smerten var blevet til noget, andre kunne lære af.

Frankl sagde det sådan, at man kan tage alt fra et menneske på nær én ting: friheden til at vælge sin holdning, uanset hvad man står i.

Han var på en måde mere fri end sine fangevogtere. For de var bundet af deres had. Han var ikke bundet af sit mørke.

Og det siger noget til dig.

Midt i dit mørke. Midt i din håbløshed. Dér hvor du tænker, at der aldrig kan komme noget godt ud af det, at det slet ikke kan bruges til noget, lige præcis dér kan Gud møde dig.

Det, der ligner spild, kan være et sædekorn, der er lagt i jorden. Ikke for at dø, men for at bære frugt, du endnu ikke kan se.

Men inden frugten kommer, skal kornet spire og gro. Dybt nede i jorden, hvor ingen kan se det. Måske ser det ud, som om der slet ikke sker noget. Måske føles det, som om alt bare ligger stille.

Men det gør det ikke. Det spirer. Det gror. Frugten er på vej.

Tak til alle jer, der har skrevet, kommenteret og delt jeres eget. Det, jeg troede ville være ubrugeligt, har Gud vendt til glæde og håb. Ikke bare for mig, men for jer.

Er der et sædekorn i dit liv, du troede var dødt?

Hvad nu, hvis det i virkeligheden er ved at spire og med tiden bære frugt?

Det, der bliver begravet i mørket, er ikke altid tabt. Nogle gange er det bare endnu ikke spiret frem.