Jesus helbredte alle! — Hvorfor har jeg stadig ondt?

Mens jeg skriver det her, gør min hånd ondt.

Det er den samme hånd, jeg lige har lagt på omkring 500 mennesker i Paris sidste weekend. Vi så omkring 1500 mennesker blive berørt af Guds kraft. Mange oplevede øjeblikkelig helbredelse. En fantastisk weekend, og jeg kan ikke tro, at jeg får lov til at gå på arbejde med min himmelske Far.

I morges vågnede jeg, satte mig ved tastaturet, og min hånd gjorde stadig ondt.

Den her spænding har jeg vandret med i 20 år.

Jeg blev fejlopereret for to årtier siden. Siden da har jeg levet med daglig smerte. Mindst om sommeren. Værst om vinteren. Altid tilstede.

I dag vil jeg gerne tage dig med ind i den teologi, jeg har opdaget gennem de tyve år. Ikke som en forklaring, men min ærlige vandring.

To grøfter vi let havner i

Når du tror på helbredelse, samtidig med at du lever med smerte, er der to grøfter du let kan falde ned i.

Den ene er at miste troen på helbredelse helt. “Jeg er træt af at blive skuffet, så jeg holder op med at håbe.” Det føles modent. Det føles realistisk. Men det er et kompromis, der ikke ærer Gud, og det er ikke det Skriften beder os om.

Den anden er at bide tænderne sammen og spille rask. “Jeg er helbredt i Jesu navn — jeg vil bare ikke acceptere symptomerne.” Det høres måske som trosfyldt. Men det ender ofte i udmattelse, og det skubber andre væk, som ikke har overskud til at performe på samme niveau.

Mellem de to grøfter er der en vej. Den er smal. Det er der, jeg har gået i tyve år.

Lidelsesteologien i én sætning

Lad mig sige det helt enkelt:

Min tro på helbredelse er ikke afhængig af, om jeg selv bliver helbredt.

Det er hele forskellen.

Jeg tror på helbredelse, fordi Jesus er den, han er. Ikke fordi det fungerer for mig. Ikke fordi jeg har en god dag i dag.

Jesus er min læge. Også når jeg har ondt mens jeg beder for andre, der sættes fri.

Det er ikke et trick. Det er en holdning, jeg er blevet ledt ind i over årtier.

Hvad Skriften lærte mig at se

Læg mærke til det her:

Paulus bad tre gange, men hjælpen blev ikke givet.

“Tre gange har jeg bønfaldt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: ‘Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.’” (2 Kor 12,8-9 — BPH)

Det er den samme Paulus, der så blinde få synet igen og lamme rejse sig. Han var hverken svag i troen eller dårlig til at bede. Han fik bare ikke det, han bad om.

Han fik noget andet. Nåde.

Og han skriver, mens han stadig har tornen, til menigheden i Korinth:

“Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag.” (2 Kor 4,16 — BPH)

Det er en lidelsesteologi. Ydre nedslidning. Indre fornyelse. Begge dele på samme tid.

Læg så mærke til Hebræerbrevet 11. Troskapitlet. Det starter triumferende:

“Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.” (Hebr 11,33-34 — BPH)

Og uden at skifte tone, uden at sige men nogle gange, fortsætter forfatteren:

“Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. … Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede.” (Hebr 11,35-37 — BPH)

Det er alt sammen tro.

Tro så ikke kun ud som mirakler. Tro så også ud som udholdenhed. Den ene var ikke større end den anden. Begge fik Guds anerkendelse.

Det er den teologi, der bærer mig.

Det jeg gør, så modstandskraften ikke dør

Jeg er blevet spurgt mange gange: hvordan holder du det ud? Hvordan bliver din tro ikke kynisk efter 20 år?

Det er det, jeg har bygget op gennem årene. Det er ikke bare tom snak. Det er disciplin med Jesus i centrum.

Jeg minder mig selv om hvem Gud er. Hver dag. Ikke om hvad han har gjort for mig i dag. Om hvem han ER. Hvis jeg lader smerten definere Gud, taber jeg. Hvis jeg lader hvem Gud er, definere smerten, vinder jeg.

Jeg bliver ved med at tjene. Smerten må ikke få sidste ord. At lægge hånd på andre, mens min egen hånd brænder, er noget af det mest helbredende jeg har lært. Det handler ikke om at undertrykke noget. Det handler om at vælge hvem jeg er, uafhængigt af hvad kroppen fortæller mig.

Jeg lever i lovsang. Ikke fordi jeg altid føler det. Men fordi lovsang er en bevægelse, jeg kan gå ind i, før følelsen kommer. Det er der, himlen sænker sig nærmest jorden i mit liv.

Jeg lever i fællesskab. Smerte isolerer. Gud kalder ind til dybere fællesskab. Jeg har mennesker omkring mig, der ved hvad jeg lever med, og som ikke flytter sig væk når jeg har en svær dag.

Det er ikke altid imponerende. Men det er mit ståsted. Og det virker.

Jeg er ved at være færdig med at skrive, og jeg kigger på min hånd igen.

Den gør stadig ondt.

Det er måske det vigtigste, jeg kan dele med dig i dag.

En teologi der kun fungerer uden smerte, holder ikke. Den er ønsketænkning. Jesus tilbyder noget andet — noget der bærer mens vi venter.

Jeg har ikke fundet vejen ud af min smerte. Jeg har fundet en vej igennem den. Det er ikke sejr. Det er ikke resignation. Det er noget tredje — det Skriften kalder nåde.

Hvis du står et lignende sted — du tror, men noget i kroppen, dit liv eller en relation venter stadig — så er det her, jeg gerne vil sige til dig:

Du behøver ikke at være fri af det for at være tæt på Jesus.

Du behøver ikke at have de pæne svar for at Gud elsker dig.

Du behøver ikke at være helbredt for at være hans.

Du er hans. Mens du venter. Mens du beder. Mens du har ondt.

Jeg har ingen forklaring at give dig i dag. Bare det samme, jeg selv hviler i: at Han stadig helbreder. At hans nåde er nok. At min udholdenhed tæller som tro — i samme bog som dem, der besejrede kongeriger.

Og at jeg om lidt rejser mig, tager den her hånd med, og fortsætter.

Hvor venter du i dag? Skriv det herunder — det behøver ikke være færdigtænkt. Eller send mig en privat besked, hvis det er nemmere.

Hermed mit take på tirsdags teologi — Ha’ en velsignet dag og giv dit input til samtalen 🙏