Er cancel culture en moderne heksejagt?

I aften tændes bålene over hele Danmark.

Det er Skt. Hans. Vi spiser pølser. Vi synger midsommervisen. Heksen ryger op på toppen af bålet, bålet tændes, og vi samles om den gode gamle tradition.

Det er hygge. Men det er også en mindekultur, selvom vi har glemt det.

For der var en tid, hvor det ikke var halmdukker, der røg op. Det var mennesker. Mange kom på bålet i Europa, mens heksejagterne stod på. Mest kvinder. Næsten alle uskyldige. Næsten altid efter gruppepres og en flok mennesker, der havde besluttet sig på forhånd.

Og i år har jeg tænkt: vi mindes det her med bål. Men gør vi måske også det her igen, bare i digitalt format?

Det er det spørgsmål, jeg gerne vil have, at vi tager stilling til i dag.

Hvad hekseafbrænding faktisk var!

Det var ikke bare middelalder-fjolleri. Det var noget meget mere genkendeligt.

Massiv offentlig udskamning. Hele byen mødte op.

Drevet af frygt. Ofte under pest, hungersnød eller krig, hvor en syndebuk skulle findes.

Uden retfærdig proces. Beviset var rygter, anklager, eller “prøver”, der var rigget på forhånd.

Permanent. Når flammerne var slukket, var der ingen vej tilbage.

Religiøst legitimeret. Kirken bagte ofte den teologi, der gjorde det hele acceptabelt.

Det sidste skal vi som kirke aldrig glemme. Vi gik foran med dom, hvor vi skulle vise barmhjertighed og nåde.

Sammenligningen til vores tid

Cancel culture er ikke flammer på et bål. Men kig på elementerne:

Massiv offentlig udskamning. Ét opslag kan nå millioner på en eftermiddag.

Drevet af frygt. Frygt for at miste status, job, sociale relationer.

Uden retfærdig proces. Beskyldningen er ofte beviset.

Permanent. Internettet glemmer ikke.

Moralsk legitimeret. “Han fortjente det.” “Hun gjorde noget forfærdeligt.”

Forskellen er ikke ubetydelig. Ingen dør fysisk i cancel culture. Det er en velsignelse, vi ikke skal underspille.

Men socialt og professionelt? Mennesker mister job, venner, muligheden for at vende tilbage, deres navn på den offentlige plads. For nogle ender det i depression eller selvmord. For mange ender det i isolation.

Det nye er ikke nyt

Det er let at tro, at cancel culture er et nyt fænomen, noget internettet har opfundet. Det er det ikke.

Det er en gammel impuls i mennesket. Mængden mod den ene. Den moralske selvretfærdighed, der ikke kan tåle modstand. Behovet for en syndebuk.

Det er den samme impuls, Jesus mødte.

Den oprindelige cancel-scene

Johannesevangeliet kapitel 8 er en af de mest påfaldende scener i hele Bibelen.

En kvinde bliver slæbt foran Jesus. Hun er “grebet på fersk gerning i utroskab” (Joh 8,3 — BPH). Hvor er manden? Aldrig nævnt. Allerede dér er der noget galt.

De skriftlærde har skriften på deres side:

“Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel. Hvad siger du?” (Joh 8,5 — BPH)

Læg mærke til to ting.

Det de siger, passer. Hun har faktisk syndet.

Og deres henvisning til loven passer også. Stening var foreskrevet.

De er ikke faktuelt forkerte. De har bare forkerte hjerter. Deres rigtighed er forgiftet af deres motiver:

“De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham.” (Joh 8,6 — BPH)

Det er præcis dynamikken i cancel culture. Folk har ofte ret om en faktuel detalje. De er forkerte i den måde, de bruger den på.

Hvad Jesus gør

Jesus bøjer sig forover og skriver i støvet. Vi ved ikke hvad. Måske var det navnene på dem i mængden. Måske var det deres egne synder. Vi ved det ikke.

Så rejser han sig:

“Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” (Joh 8,7 — BPH)

Og så et af de mest akavede øjeblikke i evangelierne:

“Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden – de ældste først.” (Joh 8,9 — BPH)

De ældste først. Dem der havde levet længst, og som kendte sig selv bedst.

Til sidst er der to tilbage. Jesus og kvinden.

“„Var der ingen, der fordømte dig?” „Nej, Herre,” svarede hun. „Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.” (Joh 8,10-11 — BPH)

To ting på samme tid. Han fordømte hende ikke. Og han godkendte heller ikke det, hun havde gjort. Han sagde: gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.

Det er det, vi som kirke har brug for at lære igen.

Til dig, der er blevet hængt ud

Din smerte er ægte. Det var ikke retfærdigt. Du var nok ikke uden fejl, men det her fortjente du heller ikke. Og din identitet ligger ikke i, hvad mængden sagde om dig. Den ligger i, hvad Jesus stadig siger om dig.

Han skriver stadig i støvet. Han knæler stadig mellem dig og mængden.

Til os alle som kirke

Vi må aldrig være med til at smide folk på bålet, heller ikke det digitale. Hverken når de kommer fra venstre eller højre. Hverken når det handler om en ven eller en politisk modstander.

Vi skal være det modsatte. Det sted, hvor en “cancelled” person, også dem der faktisk gjorde noget galt, kan møde noget andet end mængden. Sandhed og nåde. Begge dele. Det er hele Jesus.

Når en kristen leder falder

Lad mig være konkret. Det her bliver særligt svært, når en kristen leder falder, for så krydser tre ting hinanden, som ikke er det samme: tilgivelse, fællesskab og lederskabstillid.

Tilgivelse må altid falde med det samme. Det er hele evangeliet. Den der angrer, bliver tilgivet. Der findes ingen anden bibelsk valuta. Hvis ikke tilgivelsen kommer øjeblikkeligt, så er det ikke evangeliet, vi forkynder.

Genoprettelsen til fællesskabet, at få lov til at sidde med ved bordet igen, er også Jesus. Han spiste med Peter efter fornægtelsen, før Peter havde gjort noget for at fortjene det. Det er kirkens særlige skønhed: at man kommer hjem, før man har bevist noget.

Men tillid og fuld genoprettelse til lederskabstjeneste er ikke det samme som tilgivelse. Tillid genopbygges over tid. Visse lederopgaver kræver betingelser, der måske ikke er der igen. Det er ikke en straf. Det er omsorg for både personen, dem der blev såret, og menigheden.

Jeg vil meget hellere være i et fællesskab, der viser nåde, end i en heksebål-gruppe, der jager sine egne. Det ene bygger Guds rige. Det andet river det ned.

Men nåde betyder ikke, at alt fortsætter som før. Nåde betyder, at personen bliver favnet ind igen. Ikke nødvendigvis i samme rolle.

Det er den smalle vej. Hvor Jesus stod, og sidst jeg tjekkede, står han der stadig.

Og det starter et helt enkelt sted, som Jesus selv sagde det:

“Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer.” (Matt 7,1-2 — BPH)

I aften brænder bålene. Heksen ryger op. Vi synger midsommervisen.

Lad det minde os om noget, vi har glemt: mængden er altid der. Den finder altid en at smide på bålet.

Jesus stod midt imellem.

Det er der, vi skal stå.

Et spørgsmål, før bålene tændes i aften:

Hvor i din egen historie har nogen valgt nåde frem for flammen?

Måske var du den, mængden pegede på. Måske var du den, der trådte ind imellem. Fortæl mig om det — her i kommentarerne, eller fortroligt i en besked.

Det her er ikke en debat at vinde. Det er en samtale at gå ind i sammen.

God Skt. Hans 🙏