Fællesskab er medicin. Og det er ikke en metafor

Forskerne er enige om noget, der burde chokere os mere end det gør.

Kronisk ensomhed er sundhedsmæssigt farligere end at ryge 15 cigaretter om dagen.

Ikke en fornemmelse. Ikke et spørgsmål om velvære. Medicinsk dokumenteret: isolation slår folk ihjel, langsomt men sikkert.

Og kirken har vidst det i 2000 år.

Det Nye Testamente bruger ordet "hinanden" over 50 gange. Elsk hinanden. Bær hinandens byrder. Tilgiv hinanden. Bekend synder for hinanden.

Det er ikke sentimental kristendom. Det er en konkret beskrivelse af et fællesskab, der skal holde folk i live.

Adam levede i paradis. Ingen synd, ingen smerte, intet der manglede. Og alligevel sagde Gud: "Det er ikke godt, at mennesket er alene." (1 Mos 2,18 — 1992)

En perfekt have var ikke nok. Mennesket var skabt til fællesskab.

Gud hader ensomhed. Bibelens første ord om fællesskab.

Da Elias kollapsede under gyvelbusken, sagde Gud ikke: "Nu burde du ha’ mere tro."

Han sendte en engel. Med mad, hvile og nærvær.

Først nærvær. Senere samtale.

Og vi springer tit det første led over.

Og da Elias kom sig, var det næste Gud gav ham ikke blot en ny opgave. Det var en ven. Elisa. En mand der fulgte ham fra den dag og til sidst nægtede at forlade ham.

Gud vidste at Elias ikke kun havde brug for en ny mission. Han havde brug for et menneske ved sin side.

Jeg ser det i kirken. Og jeg ser det i mig selv.

Vi er gode til at komme til gudstjeneste. Vi synger sammen, hører Guds ord, drikker kaffe bagefter. Men vi er ikke altid gode til at sige det der er svært.

Vi performer sundhed, mens vi inderst inde kæmper.

Det er menneskeligt. Men det gør fællesskabet til et publikum i stedet for et helbredelsesrum.

Kirken er ikke et sted du besøger én gang om ugen. Den er dem du ringer til, når du ikke kan sove. Dem der tager telefonen. Dem du ikke behøver at forklare alt til.

Professionel hjælp, en psykolog eller en terapeut, er også Guds gave til os. Den erstatter ikke fællesskabet, men supplerer det. At søge den hjælp er ikke svaghed. Det er at tage ansvar for sit indre liv.

Hvem ringer du til, når du har det svært?

Og hvem ved, at de kan ringe til dig?

Vi er skabt til hinanden. Det er teologi og medicin på én gang.