Nåde over nåde – og hvem samler egentlig stenene op?

Lad mig begynde her:

Mit hjerte er først og fremmest hos dem, der er blevet ramt. Hos dem, der er blevet bedraget, manipuleret eller svigtet af mennesker, de havde tillid til. Det fortjener vores sympati, vores vrede over uretfærdighed – og vores klare stemme. Bibelen giver os aldrig lov til at tie, når mennesker bliver udnyttet.

Jesus selv blev vred. Men han syndede ikke.

Og netop dér ligger spændingen, vi må lære at leve i.

Ærligt talt:

Jeg vil hellere være en del af et miljø, der nogle gange tror for meget på mennesker, end et miljø der konstant piller hinanden ned, mistænkeliggør motiver og tvivler på intentioner.

Det, der har ramt mig hårdest i den seneste tid, er hastigheden, hvormed kristne samler sten op. Der er en næsten euforisk energi i afsløringer. Som om nogen endelig har givet os tilladelse til at dømme.

Men Skriften siger noget andet.

Jakobs brev minder os om, at Gud alene er dommer.

Jesus viser os i Matt 18 en langt mere krævende – og langsommere – vej: konfrontation, samtale, kald til omvendelse og, hvis nødvendigt, tydelige konsekvenser. Ikke offentlig henrettelse forklædt som sandhedskærlighed.

Vi har brug for nådefyldte miljøer.

Ikke naive. Ikke grænseløse.

Men nådefyldte.

Vi skal råbe højt, når noget er forkert.

Men vi skal tilgive lige så hurtigt – også når der endnu ikke er fuld forståelse eller anger. Ellers giver vi plads til bitterhed og mørke. Jeg ved ikke med dig, men mit liv er ganske enkelt for kort til at bære på andres krænkelser. Ja, vi bærer hinandens byrder – men vi er ikke kaldet til at bære had.

Derfor bliver jeg også urolig, når afsløringer blandes sammen med teologiske agendaer.

Hvis ens egentlige ærinde er at skyde hele karismatikken ned – så meld det ærligt ud.

Men pak det ikke ind i “omsorg for ofrene”, hvis det i virkeligheden handler om positionering.

👉 Lad os ikke gøre det, vi beskylder andre for: manipulation.

“Kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus.”

I denne uge har jeg været fysisk sammen med én fra Bethels Senior Leadership Team og haft tæt skriftlig dialog med en anden. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om den anger og selvransagelse, jeg ser.

Skulle der være gjort mere tidligere? Helt sikkert.

Det er dog også vigtigt at præcisere:

Shawn Bolz har aldrig været ansat i Bethel, og de har ikke haft ledelsestilsyn med ham – selvom de gennem årene har forsøgt at konfrontere ham. Han har gjort en række alvorlige ting forkert, og ansvaret for det bærer han selv.

Bethels SLT’s svigt ligger derfor ikke i direkte handling, men i manglende og for sen handling. Og det har de – med rette – taget ansvar for.

Den anger og omvendelse, jeg senest har set fra Bethels ledelse, har derfor givet mig større respekt for dem. Ikke fordi de er perfekte – men fordi de sagde: Vi burde have gjort mere. Vi viste misplaceret barmhjertighed.

Det er lederskab.

Og ja – jeg glæder mig faktisk til, at Bill Johnson besøger vores kirke i 2026.

Lad mig slå én ting helt fast til sidst:

Det Shawn Bolz har gjort, er dybt forkert. Han – som os alle – skal en dag stå til ansvar for Gud.

Men netop derfor må vi holde fast i det dobbelte kald:

Sandhed og nåde.

Ansvarlighed og genoprettelse.

Retfærdighed og barmhjertighed.

Alt andet fører os ikke tættere på Kristus –

kun længere væk fra hinanden.