Når ferien tager en uventet drejning

Ikke alle somre slutter som de begyndte.

Den sommer var vi bange for at den ikke ville slutte godt.

Det var 2009. Vi var i Zambia for at undervise på en bibelskole.

En aften fik Christina det pludselig meget dårligt. Høj feber. Mavesmerter. Vi kom til en læge, men han vidste ikke hvad der var galt.

Hun endte på hospital. Svimmel. Talte utydeligt. Mistede synet.

Missionærerne passede vores tre piger. De var 7, 9 og 11 år. Og jeg sad ved Christinas side.

Jeg var bange for at hun ikke ville klare det.

Vi besluttede at flyve hjem. ved mellemlanding I Dubai fik hun igen høj feber. Igen hospital. Da vi endelig landede i Danmark, kom hun direkte i isolation.

De næste måneder lå hun i sengen. Tabte sig. Ind og ud af hospitalerne. Til sidst kunne hun knap nok gå.

Lægerne vidste ikke hvad det var.

Jeg tænker på Jairus i Bibelen.

Hans datter var syg og lå for døden. Han fandt Jesus og bad ham komme. Undervejs, inden de nåede frem, kom der bud om at det var for sent.

Jesus svarede: han skulle ikke være bange. Han skulle bare tro.

"Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se." (2 Kor 5,7 — BPH)

Det er den slags svar der kun giver mening, når du ikke kan se vejen ud.

Christinas forældre kom og tog sig af pigerne. Menigheden bragte mad og bad for Christina.

Gud kom ikke med en forklaring. Han kom med mennesker.

Og langsomt, meget langsomt, vendte Christina tilbage. I dag er hun heldigvis sund og stærk.

Måske er din sommer løbet af sporet.

En frygt der ikke slipper. Et håb der føles langt væk.

Det Jesus sagde til Jairus, siger han til dig i dag. “Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

Hvad er det uventede der er sket for dig i sommer, og hvad holder dig oppe?

Skriv det gerne i kommentarerne. Måske giver dit ord én anden mod til at holde fast.

Du behøver ikke se vejen ud for at holde fast i ham.