Når Jesus selv var mismodig

Der er noget mange af os tror, men sjældent siger højt:

En god kristen burde ikke være mismodig.

Hvis jeg troede mere. Hvis jeg bad mere. Hvis jeg fandt den rigtige sætning eller den rigtige podcast. Så ville mismodet forsvinde.

Det er en stille tanke. Men den sidder i de fleste af os. Og den har en pris.

Den får os til at skjule, at vi har det svært. Den får os til at spille rask, mens vi inde under tæppet bærer en tyngde, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Den lægger en ekstra byrde oven på den, der er der i forvejen.

Lad mig sige det helt enkelt:

Mismod er ikke et tegn på svag tro. Det er en menneskelig erfaring, Jesus selv tog del i.

Det skriver evangelierne om tre forskellige steder. Hver gang står det åbent. Hver gang står det uden forklaring.

I Getsemane

Aftenen før Jesus skulle dø, gik han ind i en olivenhave med sine tre nærmeste disciple. Han skulle bede.

“Han var sørgmodig og urolig. ‘Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,’ udbrød han. ‘Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!’” (Matt 26,37-38 — BPH)

Læg mærke til ordene. Sørgmodig. Urolig. Dybt bedrøvet.

Det er ikke en høj-funktionerende søn af Gud i fuld kontrol over sine følelser. Det er en mand på knæ i mørket, der ikke kan bære det, der venter ham.

Og han beder:

“Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.” (Matt 26,39 — BPH)

Han bad om at slippe. Bægeret blev ikke taget fra ham.

Han bad tre gange. Tre gange.

Ved Lazarus’ grav

Tidligere havde han mistet en ven. Lazarus var død. Jesus kom for sent — bevidst. Han vidste, hvad han skulle gøre.

Men det er ikke det vi læser om først.

“Da Jesus så hende [Maria] græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd.” (Joh 11,33 — BPH)

Og så det korteste vers i Bibelen:

“Jesus brast i gråd.” (Joh 11,35 — BPH)

Han græd. Selvom han vidste, at Lazarus få minutter senere ville komme ud af graven, græd han.

Han græd ikke for det, han ikke vidste. Han græd for det, han følte.

Smerten fjernede ikke det, han skulle gøre. Men den var der. Og han skjulte den ikke.

På korset

Klokken tre om eftermiddagen. Mørket havde lagt sig over jorden i tre timer.

“Klokken tre råbte Jesus højt: ‘Eli, Eli! Lema sabaktani?’ Det betyder: ‘Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’” (Matt 27,46 — BPH)

Det er måske den mest forfærdelige sætning i hele Bibelen.

Sønnen — der havde levet i Treenighedens uafbrudte fællesskab fra evighed af — råbte ud i et øjeblik, hvor han var blevet uendelig alene.

I dét sekund blev verdens synd lagt på ham. Alt det vi har gjort. Alt det vi har skjult. Alt det vi aldrig skulle have gjort. Det blev lagt på ham — og Faderen, som er hellig, måtte vende sit ansigt bort.

Det er den dybeste ensomhed, der nogensinde har eksisteret. At være Sønnen og samtidig være afsondret fra Faderen. At bære alt det, der står imellem Gud og menneske — alene. Forladt af familie. Forladt af venner. Og i dét ene øjeblik også af Faderen selv.

For at du og jeg aldrig skulle stå der.

Hvad det betyder for dig og mig

Jesus var sørgmodig. Han var urolig. Han var dybt bedrøvet. Han græd. Han skreg.

Hver gang var det legitimt. Hver gang var det menneskeligt. Hver gang var det tro.

Det vi har glemt — eller måske aldrig fået lov til at høre — er at mismod ikke er det modsatte af tro.

Mismod er noget en troende krop og en troende sjæl gør, når den møder noget, der er for stort.

Den gør det sammen med Jesus. Aldrig udenfor ham.

Når du er mismodig i dag, så er du i selskab med Ham, der har båret det hele vejen til korset.

Han kender det indefra. Han skjulte det ikke. Han spillede ikke rask.

Han bad om at slippe, vidste at han ikke ville, og gik lydigt vejen alligevel.

Hebræerbrevet skriver det sådan:

“Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd.” (Hebr 12,2 — BPH)

Du var den glæde, han så frem imod.

Fællesskabet med dig. At du skulle kunne stå frit overfor Faderen — uden afstand, uden skam, uden forladthed. At du skulle kunne komme hjem.

Han blev forkastet, så du kunne blive accepteret.

Han blev alene, så du aldrig skulle være det.

Han bar hele afstanden mellem himmel og jord, så der ikke længere er afstand mellem dig og din himmelske Far.

Og derfor lyder hans sidste ord til disciplene, inden han stiger op til himlen:

“Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.” (Matt 28,20 — BPH)

Du er ikke alene i dit mørke.

Også når du ikke kan se ham. Også når du ikke kan mærke ham. Han er der — tæt på.

Han har lovet det. Og han har båret prisen for at kunne holde det løfte.

Hvad ville du svare, hvis Jesus stillede dig spørgsmålet i dag:

“Hvor bærer du noget mismod, du ikke har vovet at sige til mig?”

Skriv det gerne — eller bare svar ham stille. Det er der, det vigtige sker.

Hermed mit take på tirsdags teologi — Ha' en velsignet dag og giv dit input til samtalen 🙏