Ophøjet og ydmyget

I 2006 var jeg for første gang i Zambia. Ung præst, første tur ud i verden. Jeg skulle besøge nogle missionærer i Ndola og kørte den lange tur op til en by der hedder Mansa.

Da vi trillede ind i byen, hang der kæmpe skilte overalt: "Crusade with Pastor from Denmark". Jeg kiggede mig omkring i bilen. Jeg var den eneste præst fra Danmark.

Missionæren forklarede roligt at han holdt lederundervisning om dagen, og at jeg skulle holde vækkelsesmøder hver aften. Det havde ingen fortalt mig. Jeg havde ingenting forberedt. Men vi satte noget op, og jeg gik i gang.

Folk stimlede sammen om bilerne mens vi kørte langsomt gennem menneskemængden. De råbte og jublede: "Pastor Thomas! Pastor Thomas!" Jeg har aldrig følt mig så velkommen.

Vi startede aftensmøderne, og jeg følte mig som en fisk i vandet. Fuldstændig hjemme, som om det var det jeg altid havde arbejdet hen imod. Min introduktion var til gengæld ikke helt vellykket. Jeg havde altid forestillet mig Afrika som store flokke af eksotiske dyr, så jeg spurgte ud i forsamlingen: "Jeg har ikke set nogen. Har I spist dem?" Min tolk oversatte ikke et ord. Han kiggede bare på mig og svarede kort: "Yes, we eat them all."

Så kom fridagen. Jeg tog mine hvide bukser på og gik ned til byens internetcafé for at ringe hjem til Christina. Hele vejen løb børnene omkring mig og råbte mit navn.

Jeg sad og snakkede med Christina over Skype. Så begyndte det at rumstere i maven. Det blev værre. Og pludselig vendte alt indholdet sydpå. Jeg nåede aldrig at sige farvel. Jeg rejste mig bare og løb.

Og der stod jeg så. Byens fejrede gæst. Pastoren fra Danmark. Med ti minutters gang tilbage gennem hele byen. I hvide bukser.

De samme børn der havde råbt mit navn i beundring, råbte det nu mens de lo så tårerne trillede. Fra hyldet til grin på en formiddag.

Jeg smiler stadig af det. Men der ligger noget alvorligt under.

For jeg kender den mekanisme. Det gør vi alle sammen. Den dag folk hylder os, føler vi os ti meter høje. Den dag de vender sig, styrter vi lige så dybt. Og det er den samme mund der kan gøre begge dele.

Tænk på palmesøndag. Jesus rider ind i Jerusalem, og folk lægger deres kapper på vejen og råber:

"Hoshana, Davids Søn! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn! Hoshana til Gud i det Højeste!" (Matt 21,9 — BPH)

Få dage senere står en folkemængde foran Pilatus. Nogle af de samme stemmer. Og nu råber de:

"Han skal korsfæstes!" (Matt 27,22 — BPH)

Samme mennesker. Fra Hosanna til korsfæst få dage senere.

Menneskers anerkendelse er en dårlig grund at bygge sit liv på. Den er ikke ond, bare ustabil. Den kan vende fra dag til dag, nogle gange fra time til time.

Og her rammer det os i dag. Vi lever i en kultur hvor vi hele tiden måler os selv på reaktioner. Vi skriver noget, og så tjekker vi. Hvor mange synes godt om det? Hvor mange delte det? Hvad skrev de i kommentarerne? Vi lægger vores værd i en optælling af andres bifald.

Men bifald er palmesøndag. Og palmesøndag holder ikke.

Paulus vidste det. Han skrev:

"I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus." (Gal 1,10 — BPH)

Der er en frihed i det. Når din værd ikke ligger i folkemængdens råb, kan folkemængden råbe hvad den vil. Du står fast, fordi du står et andet sted. Guds blik på dig skifter ikke fra søndag til fredag.

Jeg lærte det i små, pinlige skridt gennem Mansa. Bedre at lære det i et par ødelagte hvide bukser end på et kors.

Hvor mærker du selv trækket mod menneskers bifald? Hvornår tjekker du tallene i stedet for at hvile i at du allerede er set? Del gerne i kommentarerne.

Bygger du på menneskers hyldest, falder du når de vender sig. Bygger du på Guds anerkendelse, står du fast når alt andet skifter.