Præsten der ikke kunne sige nej

Jeg sagde ja til alt.

Jeg fortalte mig selv det var for Herren.

Det var det ikke.

Åbenkirke i Herning var ikke mere end to år gammel og voksede. Jeg var glad for det.

Men listen over hvad jeg havde sagt ja til, var ved at blive absurd.

En voksende kirke. En bibelskole jeg underviste på, halvanden time væk. Hjælpe Saddleback Church med præste træning på tretten steder i Europa. Tre piger hjemme. En meget tålmodig hustru.

Og så hånden. Jeg havde modvilligt sagt ja til en operation, fordi lægen lovede at mit liv ville blive bedre bagefter. Det, der skulle have været et rutineindgreb, endte med en beskadiget nerve. Hånden brændte konstant, som om den lå i kogende vand.

Smerterne stoppede aldrig. Hverken om dagen eller om natten.

Og alligevel sagde jeg ja. Igen og igen. Fordi det var for Herren. Fordi folk havde brug for mig. Fordi jeg ikke ville svigte.

En dag gik det op for mig at "det er for Herren" var blevet et mantra, der dækkede over noget andet.

At sige nej føltes som svigt. Som at lade Gud i stikken.

Men Gud bad mig aldrig om at løbe mig selv i sænk.

Der er en forskel på offervilje og selvdestruktion.

Jesus trak sig tilbage. Han gik til det øde sted. Han sov i båden. Han lod folk vente, fordi han havde brug for at være med Faderen.

Paulus skriver om at forvalte det, vi har fået betroet. Forvaltning handler ikke kun om penge. Det handler om tid, energi, krop og sjæl.

At sætte grænser er ikke egoisme. Det er at tage ansvar for det liv, Gud har givet dig, og for de mennesker, der er afhængige af at du holder hele vejen.

Smerten i hånden er der stadig. Ikke som dengang. Men som en påmindelse jeg tager imod.

En påmindelse om at kroppen taler. Og at Gud sommetider taler gennem den.

Hvad siger du ja til, der koster dig for meget?

Og hvornår holdt du sidst en pause, ikke fordi du var nødt til det, men fordi du valgte det?

Du kan ikke give fra en tom brønd. Gud har heldigvis en kilde som aldrig løber tør.