FREDAGSARTIKLER

Prøv alt – hold fast i det gode (og udsluk ikke Ånden)

30. januar 2026 · Thomas Christensen

Jeg vil begynde med at sige det helt klart:

Jeg tror stadig, at Gud taler i dag.

Jeg tror stadig, at Guds kraft til helbredelse er tilgængelig.

Jeg tror stadig, at alle Åndens gaver er virksomme i dag.

Men jeg tror også – og har i årevis sagt det højt – at Åndens frugter må følge med Åndens gaver. Vi må aldrig blive så blændet af stærke karismatiske manifestationer, at vi mister blikket for karakter, frugt og modenhed.

Samtidig smerter det mit hjerte, hvor giftige vi som kristne kan blive, og hvor hurtigt vi peger på splinten i andres øjne, mens vi overser bjælken i vores egne. Afsløringskultur kan nemt blive en åndelig undskyldning for hårdhed, hovmod og dom.

Mit formål med dette skriv er ikke at forsvare synd, men at holde fast i den bibelske balance:

“Udsluk ikke Ånden, og foragt ikke profetiske budskaber, men prøv alt og hold fast ved det gode.”

(1 Thess 5,19-21)

Når jeg læser, at der angiveligt er tusindvis af mennesker, som betragtes som ofre, fordi en profet har brugt data mining og efterfølgende givet “profetiske ord” baseret på viden om mennesker i lokalet, vil jeg gerne sige noget meget vigtigt – og måske provokerende:

👉 Du er ansvarlig for dit eget liv.

Du må aldrig – som i aldrig – handle på ét enkelt profetisk ord. Bibelen siger, at profeti skal bedømmes og testes. Du må have mennesker omkring dig, som kender dig, elsker dig og tør sige dig imod. Medvandrere. Rådgivere. Åndelige relationer.

Du kan være ført bag lyset – ja.

Men du er ikke uden ansvar.

Og du er ikke kaldet til en offermentalitet.

Det er ikke for at bagatellisere smerte, men for at give mennesker deres værdighed og myndighed tilbage.

Vi lever i en tid, hvor ingen af os bør tage alt, vi læser eller hører, for gode varer. Det gælder også “afsløringer”. Vi må spørge:

Hvem er afsenderen?

Hvad er motivet?

Er der tale om sand omsorg – eller om platform, clicks og teologisk positionering?

Jeg vil dog også sige dette tydeligt:

Jeg er dybt berørt og oprigtigt ked af, at endnu en leder er faldet.

Jeg er ked af de mennesker, som føler sig ført bag lyset.

I tilfældet Shawn Bolz er der to spor, som ikke må blandes sammen:

1. Krænkende, seksuel adfærd – her er sagen klar. Det skal anmeldes, og myndighederne skal tage den videre. Punktum.

2. Profetisk manipulation gennem data mining – det er dybt alvorligt og et groft misbrug af tillid og åndelig autoritet.

Men selv her har vi brug for sund, bibelsk bedømmelse, ikke massepsykologi og digital folkedomstol.

Mit ønske er ikke at lukke munden på kritik, men at hjælpe os alle godt videre. Derfor er dette første del af nogle tanker midt i en tid, hvor information flyder frit, og hvor SoMe-aktører ofte spiller både anklager, dommer og jury på samme tid.

← Alle artikler

Har det her sat noget i gang? Du er velkommen til at skrive til os — eller bare komme forbi en søndag. Sig hej her.