FREDAGSARTIKLER
Sandhed, nåde og ansvar – hvordan undgår vi cover-up-kultur?
2. februar 2026 · Thomas Christensen

Tak til Mike Winger for at pege på svagheder i vores bevægelse. Vi har brug for kritik, der kalder os til ansvar. Jeg er helt enig i hans overordnede pointe: Karismatiske og evangelikale kirker har brug for sundere rammer, større gennemsigtighed og tydeligere ansvarlighed.
Samtidig mener jeg, at flere delkonklusioner bygger på antagelser om motiver og viden, som ingen af os reelt har fuldt indblik i. Det er værd at spørge, om også ledere – som Bill Johnson – kan være blevet ført bag lyset af mennesker, de valgte at vise tillid. Bibelen taler selv om “ulve i fåreklæder”. Det er ikke naivt at erkende – det er realistisk.
Jeg vil hellere være en del af en kultur, der tror det bedste om mennesker, end en kultur der automatisk mistænkeliggør alle. Men netop derfor forpligter det os til at reagere hurtigt, tydeligt og ansvarligt, når tillid bliver misbrugt.
Cover-up-kultur er aldrig en mulighed
Kirken må aldrig beskytte systemer, ledere eller ry på bekostning af mennesker.
Derfor:
• Alt kriminelt skal politianmeldes – ikke håndteres internt.
• Kirkelig proces kan aldrig erstatte juridisk ansvar.
• Åndelig autoritet må aldrig bruges til at tie ofre ihjel.
De fleste af vores kirker er en del af FrikirkeNet, som allerede har gode etiske retningslinjer omkring ansvarlighed, transparens, eksternt tilsyn, økonomi og beskyttelse af børn og unge. Det er godt. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at det ikke kun er papir – men praksis.
Vejen frem: sund karismatik
Mit ærinde er ikke at forsvare personer ukritisk, men at istandsætte de faldgruber, vi igen og igen ser – så Åndens gaver kan have plads uden at mennesker bliver skadet.
Sund karismatik kræver:
• fornuft og åndelig dømmekraft
• relationel bedømmelse frem for blind tillid
• mod til at handle hurtigt
• ydmyghed til at indrømme fejl
Misbrug diskvalificerer ikke ret brug.
Men manglende handling kan diskvalificere vores troværdighed.
Vi må holde fast i det dobbelte kald:
Sandhed og nåde.
Ansvarlighed og genoprettelse.
Mod og ydmyghed.
En sidste bemærkning
Det her bliver måske mit sidste opslag om emnet – ikke fordi jeg ikke har mere at sige, men fordi dialogen i nogle tråde er blevet meget negativ og mindre konstruktiv. Denne side er tænkt som et rum for opbyggende samtale, refleksion og ansvarlig dialog – ikke som en platform for udladninger eller personangreb.
Hvis du ønsker at fremføre en anden holdning, er du meget velkommen til at gøre det på din egen side. Her vil jeg gerne holde fokus på det, der bygger op og fører os tættere på Kristus – ikke længere væk fra hinanden.
Har det her sat noget i gang? Du er velkommen til at skrive til os — eller bare komme forbi en søndag. Sig hej her.