Jeg er ny

Du er velkommen — også hvis du aldrig har været i kirke

Måske kigger du rundt her for at finde ud af, hvordan det egentlig er at komme i Åbenkirke. Måske har du aldrig været i kirke før. Måske er det bare længe siden.

Uanset hvad: du er varmt velkommen. Åbenkirke er et åbent og afslappet fællesskab, hvor tro på Gud må være ærlig, levende og til at forstå. Du behøver ikke kende nogen, tro alt eller vide præcis, hvad du tror. Du må gerne bare være nysgerrig.

Og du behøver ikke en invitation. Kirke er ikke en lukket klub. Når du dukker op, står vores velkomstteam klar til at tage imod dig.

Søndag kl. 11.00

Hvad sker der egentlig?

Vi ved godt, at det kan føles grænseoverskridende at træde ind i en kirke for første gang. En typisk søndag varer omkring 75 minutter og indeholder tre ting, vi brænder for.

1

Musik med puls

Vores lovsang er moderne, energisk og nærværende. Syng med, luk øjnene eller bare lyt — gør det, der føles rigtigt for dig.

2

Inspiration til hverdagen

Vores taler handler ikke om støvede teorier, men om det virkelige liv — også når du står i Bilka mandag eftermiddag.

3

Plads til fællesskab

Efter gudstjenesten ruller vi kaffevognen frem. Tid til at lande, få en snak og grine lidt. Kaffen er på husets regning.

Du kan også opleve nadver, barnevelsignelse eller dåb. Alt sammen i en varm og afslappet atmosfære.
International? We do live translation into English via headsets — just ask the welcome team when you arrive.

For hele familien

Der er noget for dit barn

I Åbenkirke er børnene ikke bare med — de er i centrum. Vi mener, at kirke skal være det sjoveste sted at være for en 5-årig. Og for en 10-årig.

Mens de voksne er til gudstjeneste, holder børnene deres egen fest i OC Kids, hvor der er leg, kreative aktiviteter og historier om Gud fortalt i øjenhøjde. For de mindste har vi et babyområde i salen, så du kan være med, mens dit barn leger eller sover trygt.

Alle vores frivillige, der arbejder med børn og unge, har børneattest. Du kan slappe af.

OC Kids
Søndag kl. 11.00, samtidig med gudstjenesten. Aldersopdelt.
OC Teens
10–15 år · onsdag 18.30–20.30
OC Ung
16–30 år
International
English translation on Sundays

Find vej

Sådan finder du os

Adresse
Marketenderiet
Kirsten Walthers Vej 3A
2500 Valby
Tid
Hver søndag kl. 11.00

Parkering

Om søndagen er gadeparkering gratis på de offentlige veje i området. Selve parkeringspladserne ved Marketenderiet er betalingsparkering, så hold dig til gaderne rundt om.

Offentlig transport

Valby St. (S-tog) — ca. 10 minutters gang
København Syd St. (metro, S-tog, regionaltog) — ca. 10 minutters gang
Bus 4A stopper også tæt på.

Spørgsmål

Det folk plejer at spørge om

Skal man inviteres?

Nej. Alle er velkomne, også dig. Kirke er ikke en lukket klub, men et fællesskab af mennesker, der søger Gud og livet sammen. Du behøver hverken invitation eller medlemskab.

Er der dresscode?

Nej. Du vil møde folk i alt fra t-shirt til skjorte — og sikkert også én i shorts. Kom, som du er. Det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, men at du føler dig velkommen.

Hvor lang tid varer en gudstjeneste?

Omkring 75 minutter, fra kl. 11.00 til cirka 12.15. Men mange bliver hængende bagefter til kaffe og fællesskab. Du er altid velkommen til at blive lidt.

Hvad hvis jeg kommer for sent?

Så kommer du for sent. Det er helt fint. Gå ind, find en plads, og vær med derfra.

Skal jeg give penge?

Nej. Der er ingen kontingent, og du skal ikke betale for at komme. Åbenkirke bæres af mennesker, der vælger at give — men det er ikke noget, du forventes at gøre som gæst.

Kan jeg komme alene?

Ja. Mange gør. Vores velkomstteam står ved indgangen, og de er der netop for at gøre det nemt at komme ind som ny.

Hvad tror I på?

Vores mission er, at vi inspirerer mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus. Vi er en evangelikal og pentekostal kirke — vi tror på Bibelen og på, at Gud stadig virker i mennesker i dag.

Næste skridt

Når du er klar til mere

Der findes ikke ét rigtigt sted at begynde. Find det, der passer på dig — eller skriv til os, hvis du ikke ved det.

Vi vil gerne møde dig

Udfyld et kontaktkort, så tager en af os kontakt til dig. Du bestemmer selv, hvor meget du skriver — og der kommer ingen automatiske mails, du ikke har bedt om.

Udfyld kontaktkort

Vil du hellere bare kigge forbi først? Det er helt i orden. Vi ses søndag kl. 11.