Gud vendte op og ned på hans liv

Har du nogensinde oplevet noget, der vendte op og ned på dit liv? Som ændrede retningen totalt? Læs dette vidnesbyrd fra Josva Pedersen om hans rejse fra enorm skyldfølelse til frihed, og bliv inspireret til mere efterfølgelse af Jesus.

Josva er 22 år, og arbejder til daglig som tømrer. Han er en fast del af Åbenkirke København, hvor han nyder fællesskabet, og er med i en OC Group.

Josva er den yngste i en søskendeflok på 6, han er opvokset i Nordsjælland, hvor han også gik i folkeskole. Hans folkeskole var præget af meget mobning, og der var en stor kamp for opmærksomhed i drengegruppen, som skabte et usundt forhold til venskaber. Josva fandt ud af, at han kunne lyve og overdrive historier, for at skabe opmærksomhed og blive mere populær. På trods af et usundt miljø på skolen, blev Josva ved med at gå der, da hans søskende også havde gået der.

Løgnene blev større og mere uddybet, og det udviklede sig som en spiral, der trak sig dybere og dybere ned. På et tidspunkt havde han skåret i sit eget bryst, for at skabe en løgnhistorie om, at han var blevet overfaldet. En lærer opdagede det, og sagde han skulle fortælle det til sine forældre. I stedet for at fortælle sine forældre sandheden, skabte han en dækhistorie om, at han var blevet bandemedlem, og at han derfor var blevet overfaldet.

For at håndtere løgnene, og skammen der opstår når man lyver for ens familie, begyndte Josva at drikke. Han fik et alkoholproblem, og det blev så slemt, at han ikke kunne sove uden, at han havde drukket. Han var kommet til et tidspunkt i hans liv, hvor han ikke følte han var noget værd, og han konstant kæmpede med skyldfølelsen.

Josva møder Gud

Josva havde hele tiden vidst, at der var en Gud, fordi han var opvokset i en kristen familie. Men han havde i lang tid ikke været i kirke. I september 2020 så Josva en reklame på facebook fra Åbenkirke. Søndagen efter kom han til gudstjeneste, hvor han oplevede et fantastisk fællesskab og guds nærvær i Gudstjenesten.

Dagen efter kom frustrationerne dog igen, og han drak sig meget fuld, og råbte ud til Gud i fortvivlelse. Han ønskede, at se Gud gribe ind i hans liv, og vendte det op og ned, så han kunne finde mere fred. Josva var blevet inviteret med til en OC Group om tirsdagen, som er et fællesskab hvor man mødes og deler liv. Denne aften var en aften, hvor gruppen spurgte Gud om at give et ord til hinanden. Josva havde ikke rigtig prøvet det før, og følte at det var lidt mærkeligt. Først kom der ikke rigtig noget ord til Josva på aftenen, men senere på aftenen var der en i gruppen, der delte et billede, som personen havde fået til Josva.

“Ligesom David og Goliat, kan Gud ikke bruge en Goliat som er stor og stærk og med en kæmpe rustning, men han kan bruge en David som er ydmyg og loyal overfor Gud.”

Ordet skar dybt i Josva, og betød meget for ham. Det betød meget for ham, da han havde opbygget en falsk identitet igennem hans løgne, og skabt en slags Goliat, som skulle fremstå stærk. I virkeligheden er han på en rejse hvor han forsøger at være en David, som er ydmyg og loyal overfor Gud. Der var også en anden på aftenen, der gav et billede af et betonhjerte, som er dødt, men bliver overmalet med noget rødt, og får liv igen. Det betød meget for Josva, da hans hjerte virkelig var dødt, og den glæde han havde var alkoholen. Han oplevede at Gud virkelig ønskede at genoplive hans hjerte. Han fik et stort ønske om, at fortælle sandheden til folk han havde løjet overfor. Til hans familie og venner. Han ville fortælle det til sin søster først, og derfor tog han derhen. Han kunne ikke få sig selv til, at sige sandheden, og blev meget frustreret over det, da han kom hjem.

Dagen efter

Dagen efter vågnede han op på hospitalet. Hans far stod der. Han kan ikke huske det præcist, men han kunne læse i journalen at han havde taget en masse piller og forsøgt selvmord. Da han vågnede op, var det første han kom i tanke om en sang skrevet af den kristne rapper NF, der hedder “Start over”. Omkvædet fra sangen lyder sådan her:  

Everybody's got a blank page
A story they're writing today
A wall that they're climbing
You can carry the past on your shoulders
Or you could start over regrets
No matter what you've gone through Jesus
He gave it all to save you
He carried the cross on His shoulders
So you could start over


Det snakkede til Josva, og han begyndte at tro på, at han virkelig havde en chance mere. En chance til at starte forfra. Efter et døgn kom han hjem fra hospitalet, og han satte sangen på, og læste et brev højt han havde skrevet til sine forældre. Han fortalte dem alt. Alle de løgne han havde sagt igennem årene. Han blev sat fri fra skyldfølelsen ved at have løjet igennem mange år. Han kunne ikke leve det gamle liv mere, men han ville leve det liv som Gud havde for ham. Hans forældre tog det rigtig pænt. Han holdte tre ugers ferie, og tog rundt til familien, og snakkede med dem om det. Hele familien tog det rigtig pænt. Efter at han havde været fri for alkohol i tre måneder, blev han døbt på Hvidovre strand med Åbenkirke København. Det var et vendepunkt for ham, hvor han følte det var starten på hans liv med Gud. Han blev sat i frihed, for det fængsel han selv havde bygget op.

Han blev senere sat i forbindelse med nogle psykologer, og er sammen med Gud, på en rejse for total frihed og helbredelse. En rejse vi alle kan lære af. Yderligere kommer han stadig aktivt i en OC Group, fordi han her fandt et fællesskab han ikke skulle lyve overfor, men som elskede ham for den han er, og ikke den han troede han skulle være. Han oplevede et fælleskab, hvor han kunne blive sat fri og være sig selv.